lørdag den 28. december 2013

Babystrik på pinde 3


Mine børnebørn er forlængst vokset ud af baby-størrelser.
Men det forhindrer mig nu ikke i at strikke lidt i den størrelse alligevel. Små børn dukker jo op hele tiden, alle vegne, heldigvis :-)

Lige før jul, blev fik jeg sendt disse trøjer afsted til en lille ny pige.



.


Fakta
Garn: Drops Alpaca
Pinde: 3
Opskrift: Bella trøje og Retstrikket trøje størrelse 0-3 måneder fra Babystrik på pinde 3, Lene Holme Samsøe














Og så et glimt af den sidste nogenlunde fredelige stund i mange dage.






























Vi var 17, meget gamle, halvgamle, voksne, unge og børn juleaften. De sidste gæster forlod os 2. juledag
sent om eftermiddagen. I går var arbejdsdag - og i dag er slappe af dag.

lørdag den 14. december 2013

Søstersjal og lange sokker

 Harunisjal nr. 2 er strikket til lille-datteren. Og jeg er såmænd igang med nr. 3 af slagsen. Og så er det også slut med Haruni i Scrumptios Lace garn. 200 g. af dette garn, blev så til 3 sjaler.
Det er et dejligt garn, som jeg gerne strikker af igen.
Det blev en adventsgave, da lille-datter og lille-svigersøn overnattede fra lørdag til søndag.

Det er første december i 37 år, vi ikke har hjemmeboende børn eller børnebørn.
De sidste 15 år har vi også boet sammen med min mor. Min mor måtte vi desværre "aflevere" på en midlertidig genoptræningsplads på et plejecenter her i december.
Meget mærkelig december, ingen børn, ingen børnebørn, ingen mor, intet julelandskab med vat og nisser, ingen kravlenisser, ingen morgenkalendergaver hver morgen.


Og lille-svigersønnen skulle også have hjemmestrikket adventsgave. Det er de længste sokker og smalleste sokker, jeg har strikket indtil nu . Det er en lang tynd svigersøn :-)



torsdag den 5. december 2013

Min første top-down sweater

Jeg har gået på strikkekursus i efteråret.
Det har været en fornøjelig oplevelse.
Godt strikkeselskab, og sørme om jeg ikke også en gammel strikker som mig, kunne lære noget nyt. Nye masker, nye metoder til opslagning, forskellige raglanudtagninger og lidt af hvert.

Kurset var "Strik en sweater oppefra og ned" med Pernille Cordes fra Englegarn.
Vi lærte at konstruere en opskrift til en sweater ud fra garn, strikkefasthed og egne mål.






Resultatet er en raglan-bluse med fletmønster i ærmegab og kanter. Strikket på rundpind .3 og tyndt uld/bomuldsgarn.

Da jeg er sikker på, at der er flere "strikketrick" jeg kan lære, har jeg meldt mig til yderligere to kurser hos Pernille i foråret.




fredag den 15. november 2013

Et meget dårligt køb

Jeg er jo meget glad for Færøerne og selvfølgelig også interesseret i færøsk strik. Da jeg gerne ville købe den genoptrykte Strik med nordisk tradition af Vibeke Lind - poppede op "Knitting in the Faroe Islands" af Jóhanna af Steinum. Så den røg med i indkøbskurven.
I dag har jeg modtaget bøgerne. Strik med nordisk tradition, kr. 228 . Dejlig bog, som jeg ejede engang for mange år siden - og som absolut er lige så god i dag.
 Meen Knitting in Faroe Islands - kr. 150 er dog det dårligste strikkekøb jeg har gjort. Det er altså ikke den bog man skal købe hvis man vil vide noget om strikkehistorie, strikkemønstre osv. Bogen består af 40 sider med stort set ingenting.
Jeg har aldrig før skrevet noget negativt om strikkebøger. Men den her er altså en rigtig skuffelse.

mandag den 11. november 2013

Og endnu et sjal


Bunken med andet påbegyndt, men uafsluttet strikketøj vokser - og pludselig bliver jeg færdig med endnu et sjal?



Det her billede er blev lidt rystet - da jeg skulle "feje katte væk"  samtidig med, at jeg skulle trykke på udløseren.
Strikket til min ældste datter. (Den yngste, som ellers ikke ønsker sig sjaler - kunne nu alligevel godt tænke sig et sjal, efter hun har set storesøsterens - godt, at jeg fik købt for meget garn)
Garnet er så tyndt og fint, at sjalet (som ellers er ret stort) kan snos sammen og bruges som tørklæde.

Fakta: 
Garn: Scrumptious Lace
Købt hosEnglegarn.dk
Pinde: 3½
Opskrift: Haruni, af Emily Ross  - fundet på Ravelry her
Bemærkninger: Sjalsmønstret er så fint. Jeg har strikket flere mønsterrapporter før kantmønstret for at få sjalet stort nok, da garnet er meget tyndt. Og garnet er helt fantastisk lækkert. Ca. halvt silke og halvt merino-uld. Jeg får nok lavet et helt magen til til lillesøsteren lige om lidt.



fredag den 4. oktober 2013

Et sjal og et sjal og et sjal...


Det er åbenbart det eneste jeg kan få færdigt.
Og det er absolut ikke fordi, der kun er sjaler på mine strikkepinde (og hæklenåle).
Der er trøjer til voksne og børn, tæpper, sokker,  vanter, skóleistar - men ikke noget færdigt.

Men sjalerne - dem kan jeg altså få lavet færdige. 

Det første fotograferingsforsøg forgik i vores gård. 
Men der var  kattene. Tre katte - ikke fire mere.
Vores gamle trebenede "handicat" blev syg - så nu er der "kun" tre tilbage.



Så jeg måtte fortrække ud i forhaven, hvor kattene ikke kommer.
Lyset indendørs giver underlige farver. Det er jo allerede lidt halvmørkt når man kommer hjem fra arbejde.

Et helt enkelt rødt glatstrikket sjal med en lille bølgekant. Håber at det er sådan et, min guddatter ønsker sig. Ønsket er blevet formidlet gennem hendes mor - og jeg synes ikke det var helt klart, bortset fra farven rød. Håber det falder i hendes smag.



Så et varmt sjal i alpakka til min gamle forfrosne mor. Jeg må vist også igang med nogle benvarmere til hende. Jeg strikkede et par bemvarmere til hende sidste vinter - og de er blevet flittigt brugt.



Og som rosinen i pølseenden.

 Et sjal til mig. 
Det halve kongerige strikket i en enkelt tråd af Garnudsalgs Silk/Mohair. Det er så fint, varmt og let. Det kommer jeg bestemt til at bruge.




Fakta rødt sjal:
Garn: Viking Alpaca Silk.
Pind: størrelse 4 mm
Opskrift: hjemmelavet
Bemærkninger: Det er et dejligt lidt tungt garn, som falder fint i et glatstrikket sjal


Fakta lyst grå/blåt sjal:
Garn: Drops Alapaca
Pind: størrelse 4 mm
Opskrift: Drops sjal med hulmønster


 Fakta blåt sjal:

Garn: Silk Mohair fra Garnudsalg.dk.
Pind: størrelse 4 mm
Opskrift: Det halve kongerigte, Markno

Bemærkninger: Fint, fint mønster. Jeg kan godt forstå, at det er strikket af så mange. Og utroligt dejligt ganr. Det er ikke sidste gang, jeg skal strikke noget i det garn.




søndag den 1. september 2013

Hæklet tæppe, Mariustrøjer, prinsesser og en ny pude

I forrige uge syede vi lidt lapper på Leias nye tæppe (og som det ses i vindueskarmen strikker jeg på to Mariustrøjer til drengebørnebørnene)


Så var vi prinsesser:



Og da jeg så på billedet af Leia i vores sofa gik det op for mig, at nu var det vist på tide med et nyt pudebetræk.
Jeg har selvfølgelig lagt mærke til at puden kom ud af hjørnet - men det er altså værre at se det på et billede. Så starten på en sweater blev lavet om til et pudebetræk.


Puden er strikket i to-trådet Navia-garn.

Mønsteret er fra Ellinor Flors bog, Rosa Heimafrå. Dejlig bog med design-strik fra 1980-erne. Brede skuldre, masser af geometriske mønstre. Ren nostalgi.




lørdag den 17. august 2013

Sejlferie-strik

Jeg havde taget forkert strikketøj med på vores sejlerferie i år.En cardigan med snoninger og hulmønstre. Jeg kan ikke strikke på sådan noget, når vi sejler. Jeg bliver søsyg, hvis jeg skal sidde og kigge ned i et strikketøj, . Men noget skal man jo have i hænderne, så  trøjen blev pillet op, og hvad er let at strikke uden at kigge? Et retstrikket sjal, naturligvis. 





Vi havde simpelthen det mest pragtfulde sejlvejr i år. 2 uger med god vind og smukt solskin.

Vi besøgte blandt andet Nyord, hvor man har beholdt tre telefonpæle, til stor glæde for øens svaler. Det er et fantastisk syn.








lørdag den 20. juli 2013

Det var ikke børnebørn.. Det er ULD-MØL!

Jeg havde for nogle måneder siden mistænkt nogle af mine børnebørn, for at have været i nærheden af mit garnlager med en saks.
Det var ikke børnebørn. Bare det havde været, det er nemlig meget, meget, meget værre.

Det er uldmøl, som har invaderet mit "uld-værelse" 

Rigtig meget af mit uldgarn er bidt i stykker. Det har jeg efter mange år med "frit" uldgarn aldrig oplevet før.

Så vidt jeg kan læse mig frem til, skal alt mit uld i fryseren i flere dage. Derefter pakkes i tætte plastik- eller papirposer.

Det kommer til at tage et stykke tid. Der er ikke plads til meget uld ad gangen i vores kummefryser (Jeg kan selvfølgelig vælge at ofre nogle af frysevarerne for at få plads til uld ?).

Ud over det ødelagte garn, har møllene også været i uldstof, som lå på samme værelse. Det er VÆMMELIGE små dyr!

Hvis nogen har gode råd til at komme af med uldmøl - og fremover undgå at de kommer igen, så hører jeg dem meget gerne.






 Lidt strik (i bomuld) har jeg da fået produceret.


En trøje til mig selv.
Og af resterne en lille baby-top



















Fakta:
Garn: Catania merceriseret bomuld.
Pind: størrelse 3 mm
Opskrift: til trøjen, i hæftet SMC Catania Summer feeling.
Babytoppen er fra Babystrik på pinde 3.
Bemærkninger: Det er lang tid siden, jeg har strikket i merceriseret bomuld. Og det varer lang tid, før jeg gør det igen. Det er væmmeligt, hårdt garn at strikke med.

tirsdag den 7. maj 2013

Stort og småt



Stort hæklet hjertetæppe.
Det vejer 660 gram.
Længde ca. 210 cm og bredde ca. 150 cm.

Jeg er faktisk selv ret begejstret for resultatet :-)

Og det er da en fantastisk måde at få brugt nogle af sine rester på. (Jeg har da heldigvis mange, mange flere rester).

Jeg har brugt rester fra mit prikkede tørklæde, det hønsestrikkede tørklæde fra Rasmilla, lidt af hvert-rester og noget fra en garnblomst købt hos Fru Jensen.

Jeg kan ikke fordrage at sy strikke/hækletøj sammen. Så dejligt med tæpper. Ingen sammensyning :-)







Fakta:
Garn: Gråt Supersoft fra Garngaragen, rester i tyndt uldgarn og tyndt uld/bomuld.
Hæklenål: størrelse 3 mm
Købt hos: Garngaragen Rasmilla, Madam Munch og Fru Jensens Unikum oa.
Opskrift: Findes her
Bemærkninger: Det er første gang jeg har brugt med Supersoft fra Garngaragen. Jeg syntes at garnet var noget stridt og kradsende, da jeg hæklede med det. Det er blevet overraskende blødt efter vask.




Og så lidt småt:
Drengebørnenebørnene kan godt li´ starwars-figurer.

Så jeg har begået et par (måske lidt fjollet udseende) Yoda-figurer.

Også et resteprojekt.
Jakke og krop er garnrester fra mine hæklede aber, og det grønne hoved og arme og ben, rester fra mit prikkede tørklæde.

Opskriften findes her.


fredag den 5. april 2013

Smillas kjole til barnebarn og bamse og kat og strømper og skóleistar

Jeg er meget begejstret for Smillas kjole. Denne gang i størrelse 4 år, til et af mine børnebørn. Og så er jeg jo igang med at reducere mit lager af garnrester, så der kunne lige blive en lille kjole til hendes bamse også.
Og af en eller anden underlig grund, kommer vores katte løbende, når der er et kamera i nærheden og gør sig lækre. Jeg prøver ihærdigt at jage dem væk, men den her var så vedholdende, så den kom med :-)


Og så sokker til drengebarnebarn og pigebarnebarn og skóleistar til børnene. 



Skólestar optræder tit på min blog - og jeg dem strikker dem efterhånden kun af pligt  - ikke lyst. Men der er mange der er afhængige . Og det er vel min egen skyld...Er der andre end mig, der "pligtstrikker" ?

Ingen fakta på strikketøjet denne gang, kun gentagelser, så fakta findes tidligere i bloggen.

onsdag den 20. marts 2013

Marius nr. 1

Marius har jeg længe været lun på.
Jeg har set utallige udgaver hos de norske strikkebloggere.
Nu har jeg strikket den første. Og der kommer helt sikkert flere.








Ikke let at knappe :-)





Fakta:
Garn: Smart, Sandness
Købt hos: Håndarbejdscenteret, Ballerup
Opskrift: Sandness Klassikere Tema 10 Barn
Bemærkninger: Efter strikkeprøve besluttede jeg at strikke med ½ nr. mindre pind, end opskriften angav. Jeg har strikket størrelse 4-6 år. Skulle måske have strikket med lidt større pind. Fotomodellen er 3½ år. Så den kunne godt have været lidt større.

onsdag den 13. marts 2013

Børnebørn i garnlageret?? Og Grys jakke.

Jeg tror, at der har været børnebørn med en saks i nærheden af mit garnlager på et tidspunkt, hvor de var lidt mindre.I hvert fald var det en grim overraskelse, at hente et fed Tvinni tweed i en af kurvene...
Jeg har ikke gennemgået det hele,- men har en svag anelse om, at der er sket andre skader på garnlageret.

Ud af de lidt større stumper lykkedes det mig at få strikket en Grys jakke. Der var mange ender, der skulle hæftes :-)





Fakta
Garn: Tvinni Tweed
Købt hos: Gammelt, gammelt garn. Husker ikke længere, hvor det er købt
Opskrift: Grys jakke, All you knit is love, størrelse 0-9 mdr.

søndag den 24. februar 2013

Prikket tørklæde



Det er jo desværre stadig tørklædetid.


Fakta
Garn: Uld
Købt hos:Bodil Munch som kit.
Opskrifter: Prikket tørklæde
Bemærkninger:  Dejligt nemt strik. Jeg var lidt bange for at garnet ville blive lidt for kradsende - men det blev væsentligt blødere efter vask.
Jeg måtte købe ekstra 50 gram garn til kanten. Jeg tror ikke helt, at man både kan få prikker og kant af samme farve uden ekstragarn.


torsdag den 14. februar 2013

En rød ræv og en blå ræv


Garnrester, et nøgle her og et nøgle der, hober sig op.
De må kunne bruges.
Jeg har hækleplaner - amigurumi-figurer - må kunne glæde nogle børnebørn og nedbringe lageret af smårester. 
Men jeg kunne lige huske, at jeg havde set en meget fin ræv hos Strikkefåret og en henvisning til en let opskrift hos Slagtenhelligko satte mig igang med et par halstørklæde-småræve.



Fakta
Garn: Uld og strømpegarn fra restekassen
Pinde: 3,5 mm
Opskrift: hos Slagtenhelligko
Forbrug: knap 50 g til en ræv

fredag den 8. februar 2013

Lækkerhedsfaktor 100

Mohairgarnet, som min veninde købte til mig er blevet omsat til sjal og lillebitte babyvest.

Min veninde plejer ikke at bruge sjaler/tørklæder, men mon ikke hun kan bruge det her en forårsdag på altanen? 




Fakta
Garn: Mohair 
Købt hos: Enghavelund Gårdbutik
Opskrifter: Sjal med kongelig kant fra Rasmilla og Vest med perlemønster fra All you knit is love
Pinde: 4 mm til sjalet og 3 mm til vesten
Forbrug: lidt over 150 g til sjalet og lidt under 50 g til vesten. 
Bemærkninger: Bare meget, meget lækkert garn.

søndag den 3. februar 2013

Smillas kjole x 2




Fakta
Opskrift: Smillas kjole, str. 18 måneder fra All you knit is love
Garn: Den grønne kjole; Tvinni fra Isager, Den lilla kjole; Højlandsuld
Pinde: 3
Bemærkninger: Det var helt umuligt for mig, at få hullerne i mønsteret lige store på hver sin side af retmaskerne. Det øverste stykke, hvor man strikke frem og tilbage, gik fint, men så snart maskerne kom på rundpind virkede mønsteret anderledes.
Min strikkefasthed passede med Tvinni garnet - alligevel synes jeg at kjolen er noget lille. Den præcis 1-årige i familien kan lige passe dem.