søndag den 19. januar 2014

Det første langtidsprojekt afsluttet


Projekt hæklede eller strikkede tæpper til børnebørn er i gang. 
Det første i en forhåbentlig længere række af tæpper er hæklet til Leia. Farverne har hun selv været med til at vælge i mine "garnbunker.
Jeg er stort set løbet tør for røde, lyserøde og lilla farver, så hvis det andet pigebarnebarn har samme farveideer, skal jeg vist have suppleret mine "garnrester".



Jeg forsøgte forskellige sammenhæklingsmetoder, men jeg kunne simpelthen ikke finde ud af at lave en sammenhækling, der så pæn ud. Så lapperne er møjsommeligt syet sammen.



 Tæppet er 190 x 120 cm. Vejer 900 g.

Fakta:
Garn: Grå Supersoft fra Garngaragen, rester i tyndt uldgarn og tyndt uld/bomuld.
Hæklenål: 3,5 mm
Købt hos: Garngaragen, Garnudsalg, Rasmilla, Fru Jensens Unikum oa.
Opskrift: African flower


tirsdag den 7. januar 2014

Min mormors tæppe og min mor blev glad

Min mormor har hæklet tæpper til alle sine børn.
Min mors hæklede tæppe er for mange år siden blevet gemt væk. Det blev fundet igen for et par år siden, plettet og hullet.

































Min mor sidder nu og venter på en varig plads på et plejecenter, efter hun har boet i vores baghus i mange år. Hun kan ikke længere være alene mens vi er på arbejde.
Hun kan ikke længere gå alene, hun kan ikke længere se at læse sin avis, og hendes stemme er svundet ind til en hvisken, der betyder at det er svært for hende at føre en samtale.

Så dagene bliver lange, og jeg prøver på at finde på noget, der kan gøre hende glad.
Og det kunne det, da jeg kom med hendes tæppe efter, at jeg har repareret hullerne og farvet tæppet i hendes yndlingsblå farve.

Det er et fantastisk flot håndarbejde. Hæklet med tynd bomuld. Det er stort. 170 cm bredt og 250 cm langt.
Det består af uendeligt mange små hæklede "stjerner" der er syet sammen med fin bomuldstråd.