onsdag den 2. august 2017

Det mindste først

Det er ikke meget, jeg har fået reduceret i min kurv med ufærdigt strikketøj.

Til gengæld har jeg fået hæklet en mini-mus med soveblad og sovepose til mit yngste barnebarn.
Opskriften på musen fandt jeg på på ravelry her
Musen er så lille, så den er lidt tricky at få hæklet, men til gengæld går det så hurtigt, at selv et lidt utålmodigt barnebarn bliver tilfreds med leveringshastigheden :-)


 En kollega mere, har fået en lille pige, så jeg har igen haft gang i baby-strikkepindene (og hæklenålene). En gang mere, blev det til et Umaro babytæppe i højlandsuld fra Garnudsalg. Jeg er glad for det mønster.


Jeg har stadig en ufærdig Clarakjole (kjole med mønster fra Sandness) liggende i min kurv med ufærdigt strikketøj. Det forhindrede mig imidlertid ikke i at begynde på endnu en kjole - og denne gang lykkedes det at blive færdig. Kjolen er strikket i uld/bomuld, som jeg for længe siden har købt hos Fru Jensens Unikum


Og så lige en lille hæklet sovebamse. Sleepy Teddy - også fundet på Ravelry.


 Og en lille mus blev det også til.




 Sidst men ikke mindst - har jeg faktisk færdigjort een ting fra min strikkekurv. Et af tre sjaler. Igen et Haruni strikket i en tråd alpakka fra Garnudsalg






og nu er planen naturligivs, at jeg ikke begynder på nyt strikke-eller hækletøj, før jeg er kommet i bund  i min strikkekurv (eller næsten i bund i den)

onsdag den 12. april 2017

1 down, 15 to go - eller oprydning på "garnværelset" - eller det mest billedtunge indlæg, jeg nogensinde har skrevet

Jeg har ikke meget at vise på min blog for tiden. Det har to årsager. Den ene årsag er,at mit arbejde "trækker tænder ud" for tiden. Den anden er, at jeg simpelthen ikke ejer evnen til at gøre  noget strikke/hækletøj færdigt for tiden. Måske hænger det lidt sammen?
Men i dag har jeg haft fri - og nydt at bruge tid på at rydde op på mit "garnværelse".
Men  hold da op, hvor jeg fandt uafsluttede projekter - og et færdigt projekt.

Først det færdige. Pigebarnebarns-tæppe. Som har været færdigt noget tid, men endnu ikke afleveret til modtageren.







Tæppet er hæklet med tyndt uldgarn, fra Garnudsalg.dk, Holst garn, Garngaragen og andre. Hæklenål 3 mm. Opskriften har jeg glemt, hvor jeg har fra.

Det var one down, nu kommer Fifteen to go.....

For en del år siden, købte jeg bogen "Great American Afghan" og så fik jeg ikke gjort mere ved det. Nu er der en facebook-gruppe der strikker tæppet. Jeg forsøger at få strikket en firkant engang i mellem. Der er lang vej endnu.  Uld fra Holst garn, strikkepind 3- 3.5 mm.



Strikkebøger fra 1980´erne kan også være en inspiration. Edina Ronay Knitwear Collection fra 1988 (tror jeg) har blandt andet denne trøje, som jeg godt kunnet tænke mig, at iføre mig (måske dog knap så firkantet over skuldrene)





Foreløbig er jeg, i løbet af et år, nået til 10 cm. på eet ærme.....






Jeg har en bog med gamle færøske strikkemønstre og en masse Naviagarn, købt når jeg har været på Færøerne. Her er tre næsten færdige små punge, traditionelle færøske mønstre, rødt foerstof og hanke, og næsten - men ikke helt færdige.
Det er rigtig længe siden, at de nåede her til - og ikke længere.










Jeg har strikket et par Peasy-er. Og har gang i en mere. Uld/bomuld, købt vist nok hos Fru Jensens Unikum for en del år siden. Den skal nok blive færdig.





Tjaa. Starten på en petroleumsblå trøje. Jeg har glemt, hvilken opskrift det var. Så det er nok et optrævlingsprojekt.



Clara-kjolen. Eller kjole med mønster fra Sandness. Den har jeg forsøgt mig med et par gange. Men jeg synes ikke at den bliver OK. Den  er meget bred i forhold til babystørrelsen, synes jeg. Opskriften er fra Sandness, garnet er det anbefalede, strikkefastheden passer, men jeg synes den har en forkert facon. Måske skal den bare strikkes færdig og vaskes.




En rigtig gammel UFO. En trøje til mit yngste barnebarn. Trøjen er størrelse 2 år, yngste barnebarn er nu 7 år....



Og endu en meget, meget gammel ikke-færdig ting. Skrå rib, som jeg begyndte at strikke - og næsten blev færdig med i 2011...


 Bolero til pigebarnebarn - mangler kun eet ærme...


Jeg og mine børn hedder Sloth til efternavn. Sloth er- jo på engelsk, - dovendyr, måske lidet flatterende, men vi har da en svaghed, for de søde smilende, dovne dyr. Så jeg gik i gang med at lave en hækleopskrift på et dovendyr. Længere end her er jeg ikke nået.


Og et halvt tæppe har jeg også liggende..


Og to halvt strikkede sjaler. Et i alpakka og et i silk kid mohair fra Garnudsalg. Jeg er ikke helt sikker på hvilket sjaler, det er jeg strikker her.


Ulveunger, hedder den. En opskrift fra Filcolana, garn Arwetta Classic - Opskrifter fra Filcolana har jeg altså kæmpet med engang i mellem. Jeg kan ikke få dem til at passe. Heller ikke den her. Den blev alt for stor, og jeg manglede garn, og måtte købe noget i en anden indfarvning. Efter et par års gemning, har jeg nok snart et barnebarn, der er stor nok til den. Så den skal måske snart gøres færdig.


 Hov- da. Et sjal mere, der ikke er færdigt. Yndlingsgarn, Scrumptios lace, Yndlingssjal, Haruni.


Opskrift Persille, garn Indiecita. Størrelse 1 år. Endnu en opskrift fra Filcolana, som jeg ikke kan få til at passe.



og inspireret af Mosekonen s oprydning i strikkekurve, ligger alle mine ufærdige projekter nu i een - meget stor strikkekurv - og skal flyttes til færdig-kurven :-)

mandag den 9. januar 2017

Baby-ting


En ung yndlings-kollega, er lige blevet mor til en dejlig pige. 
Og en lejlighed til at strikke/ hækle lidt babyting, skal man ikke lade gå fra sig.

Jeg har strikket et Umaro-babytæppe. Opskriften findes her.
Det er så fint et mønster. 
Jeg har strikket det i højlandsuld fra Garnudsalg.dk. Garnet er OK. Jeg bliver glad overrasket hver gang, jeg har vasket strikningen. Garnet får en hel anden struktur, og bliver blødt efter en gang uldvask.


Igen højlandsuld fra Garnudsalg. En brændt orange farve, som er umulig at fotografere i den her mørke tid. Modellen hedder Roxy, fra Knitting for Olive.



En lille rød babytrøje. Har glemt, hvad garnet hedder. Også hvad modellen hedder. Fra en af mne babystrikkebøger, som jeg heller ikke kan huske, hvad hedder . ( Det må være på grund af alderen :-))

 

Og fra en af mine yndlings-dyre-hæklings-designere. En bomuldsbamse. Opskriften har jeg købt her.

(Og som det ses i baggrunden, har katten hele hovedet ned i mit vandglas. Begge vores katte har udviklet et stort behov for at hoppe op på bordene og drikke af mit vandglas, så snart jeg vender ryggen til. Det betyder flere rene glas i løbet af en aften, da jeg aldrig føler mig sikker på, at der ikke har været et kattehoved i mit glas, hvis jeg ikke har holdt skarpt øje med det.)


Og så et par knude-nusse-dukker i bomuld. Opskriften kan findes i en facebookgruppe "Vi laver knudenussedukker (Knubbelchen)"



Både dukker og bamse kan tåle en tur i vaskemaskinen,




fredag den 2. december 2016

Kalendergaver - og så lidt (meget) personligt

Jeg har jo 4 børnebørn, som jeg stadig pakker 24 pakker til i december. Efterhånden som de bliver ældre bliver det altså sværere og sværere, at finde på så mange pakker. Pigerne, som er 9 og 7, der kan jeg stadig finde på "dimser" som de bliver glade for. - Men drengene på 11 og 13, - det er svært, og bliver nok sidste år, før vi går over til adventsgaver. Det er ikke til at finde på "dimser" til dem længere.

Men lidt hjemmelavet er kommet i deres kalendergaver i år.
Vi elsker alle sammen Harry Potter-serien.
Så jeg har strikket en hue med uglen Hedvig, der flyver ud af Ugletårnet`




Et af børnebørnene er hestepige, så et hestebogmærke, har jeg hæklet, og til hendes bror et frøbogmærke


Og så en abe og en julemus og en julekanin til det mindste barnebarn.



Og så lidt personligt:
Vi (min mand og jeg) er blevet 60 år i efteråret. Engang så vi sådan ud:





Samtidig blev vores ældste datter 40 år. Engang så hun sådan ud:


Vi holdt fælles fødselsdag sammen med omkring 100 gæster. 
Familie, vores datters venner, vores venner. Dejligt. - Unge (ikke helt unge) og gamle (ikke helt gamle) . Det var så hyggeligt.
Det må vi gøre igen om 10 år, når vi bliver 70 og ældste-datteren bliver 50, og så med 5  års mellemrum, - når vi bliver 75 og hun bliver 55 og  når vi bliver 80 og hun bliver 60,
 - og derefter tror jeg at ældste-datteren står af. 
For efter 80 tænker jeg, at min mand og jeg holder fest hvert år :-)

Og så  håber jeg, at vi vil at se sådan ud:


søndag den 18. september 2016

Kænguruen Jip

Kænguruen Jip har jeg hæklet i flere eksemplarer. Gentagelser skal der til, når man har flere pigebørnebørn, der er i bamsealderen. Den ene baby-kænguru mangler på billedet. Den var i færd med at lege, og kunne ikke sådan lige stille op til fotografering. :-)



Opskriften er velskrevet og rigeligt illustreret med forklarende billeder, så resultatet kan næsten kun blive godt.

Fakta:
Opskrift : Kænguruen Jip, fra Stip & Haak
Garn: Forskelligt bomuldsgarn
Hæklenål : 3 mm

lørdag den 13. august 2016

Garnlageret skal reduceres


På et tidspunkt kom jeg til at købe nogle pakker med Drops alpaca. 10 nøgler brændt orange, 10 nøgler syrenfarvet og 10 nøgler brun/beige og 10 nøgler petroleumsfarvet.
De har ligget længe på en reol. Noget af det syrenfarvede har jeg brugt til de her to børnetrøjer,  De blev søde at se på - men børnene var vist ikke så begejstrede - de kradsede!
Men bruges skal det altså. Så nu er 9 nøgler orange omsat til:

Trøje med hulmønster:

Opskrift: Drops design her





Tørklæde / lile sjal med hulmønster:
Opskrift : Sunburnt fundet på Ravelry her.

Det er et fint lille tørklæde/sjal. Enkelt og hurtigt at strikke, og en lige tilpas størrelse som tørklæde.

Vores katte er altid vældig deltagende, når der bliver lagt strik frem til fotografering :-)
















































                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                    Jeg skulle jo strikke garnet op. Så det blev også til

Vanter med hulmønster.
Opskrift: Også en opskrift fra Drops design - men jeg har glemt hvilken.
































Men på trods af min ihærdige indsats er jeg endt eet nøgle tilbage - what to do ??

tirsdag den 2. februar 2016

Gentagelse fremmer forståelsen

Men nogle gange kan gentagelserne også blive lidt anderledes.
Jeg har strikket Haruni-sjalet endnu engang. (4.gang) Samme opskrift, samme garn og alligevel har jeg denne gang læst opskriften lidt forkert.

Jeg har lavet for få og for stramme masker i afslutningen. Så de fine buer, jeg har lavet på din andre sjaler lykkedes ikke her. Men så må man jo bare blokke sjalet lidt anderledes. - og modtageren ved jo ikke, at jeg havde forestillet mig noget andet :-).

Sjalet er en afskedsgave til en sød ung yndlings- kollega, der har fået nyt arbejde. Det er både trist og dejligt at sige farvel til en af "mine" unge jurister. Trist fordi man kommer til at savne en sød og dygtig kollega, og dejligt fordi hun har været hos os siden hun var studentermedhjælper, og nu efter 4 år trænger til - og har fundet et nyt og spændende job.

Jeg har ansættelsesrekord i det job jeg har nu. 8 år samme sted. Det er nok alderen, der spiller ind her:-). Når man nærmer sig 60, har man nok det job, som man skal fortsætte i, til man ikke skal arbejde mere. 



Desværre kommer farven ikke til sin ret på billedet. En brun/gylden fin farve. Fyberspates scumptios lace er altså et yndlingsgarn. Smukke farver, utrolig blødt og fantastisk dejligt at strikke med.

Fakta:
Opskrift: Haruni fra Ravelry, findes her
Garn: Fyberspates Scrumptios lace
Pinde: 4 mm